Velkommen til Agilias Media Center

Bliv klogere på vores produkter og vores virksomhed

Agro Korn præsenterer nyt smågrisekoncept

Publiseret 1. december 2015

Videbæk-firmaet Agro Korn præsenterer et helt nyt smågrisekoncept, når virksomheden til januar deltager i den store specialiserede landbrugsmesse NutriFair i Fredericia.

- Det handler om alle gode ting til den lille gris, der dermed kan få sund trivsel og en god start på livet, fortæller marketingchef hos Agro Korn, Heidi Bjørn.

- Der er både mælkeerstatninger, smågrisefoder samt diverse vitaminer og mineraler i konceptet. Plus syrer, der styrker grisens immunforsvar og dermed nedsætter brugen af antibiotika. Flere af de i alt syv produkter er helt nye, og det er også første gang, vi på dén måde præsenterer en færdig pakke for landmændene, tilføjer hun.

Agro Korn med adresse på Skjernvej i Videbæk er en global produktionsvirksomhed med passion for innovation, udvikling og forædling af kvalitetsprodukter til foderindustrien. Kundesegmentet breder sig lige fra minkfarmere og petfood-industrien til foderstoffabrikker og internationale foderdistributører.

- På NutriFair har vi et messetilbud, så de landmænd, som besøger vores stand, har mulighed for at prøve smågrise-konceptet af til en lidt billigere pris end normalt, fortæller Heidi Bjørn.

NutriFair 2016 finder sted i dagene 20.-21. januar og afvikles i Messe C Fredericia.

Læs mere